Fyldt kirke til julekoncerten for hele familien

posted 16 Dec 2012, 11:15 by Niels Jensen
Alle pladser var optaget til eftermiddagens julekoncert for hele familien. Og ved koncerten var der også en stor overraskelse: Hugo Rasmussen medvirkede også med sin kendte bas. Koncerten bød på kendte danske julesalmer, som "Et barn er født i Bethlehem", "En rose så jeg skyde", "Julen har bragt velsignet bud" og "Dejlig er jorden, som selvfølgelig blev sunget stående. Ind imellem fællessalmerne hørte vi bl.a. "Joy to the World" sunget at kirkens kor akkompagneret af Niels Erik Rydam på trompet, Walter Gaffron på violin og Nikolaj Kjølsen på orgel, og "Jingle Bells" for bas, violin, trompet og klaver. Basen blev spillet af Hugo Rasmussen, som ganske uventet deltog i koncerten.
I slutningen af koncertens første del læste Nicolai Kjølsen stille og roligt H.C. Andersens juleeventyr "Grantræet". Koncertens anden del startede med at kirkens kor sang 5 julesange: "Nu tændes tusind julelys", "Away in a manger", "Det var ikke en nat som de andre", "Silent Night" og "Mit  hjerte altid vanker" - flere gange med violin akkompagnement. Afslutningsnummeret inden den sidste fællessalme var "O Holy Night" for trompet, violin og orgel.
De omkring 150 personer, som havde fundet vej til Slangerup Kirke denne 3. søndag i advent fik sig en rigtig god oplevelse til at starte den sidste uges juleforberedelser på. Man må håbe, at Slangerup Kirke også til næste advent vil tilbyde et sådant arrangement.
Comments