Påsken i kirken er fuld af musik

posted 22 Apr 2011, 09:10 by Niels Jensen   [ updated 31 May 2011, 02:48 by Unknown user ]
Påsken i Slangerup Kirke - Skt. Mikaels er fuld af musik. Ved gudstjenesten i dag langfredag (som amerikanere, canadier og englændere kalder gode fredag) gav en blød violin den rigtige stemning på denne både dystre og gode dag. Dagen er dyster fordi, det var dagen hvor menneskene hængte Guds søn på korset. Men dagen er også god, fordi det var dagen, hvor mennesket blev gjort fri af dets synder.

Musikken fortsætter med verdenspremiere på Nicolai Kjølsens musikalske mosaik til påsketiden i morgen Påskelørdag. Premieren er kl. 20.00, så kom og slap af efter en hård dag i haven. Ved den første opførelse medvirker kirkens eget Skt. Mikaels Kor suppleret af sangere fra Slangerupkoret, Walter Gaffron på violin, Andreas Broch på cello og Nicolai Kjølsen på orgel og flygel. Desuden medvirker sognepræst Rikke Bertelsen, som vikarierede hos os under sognepræst Klaus Meisners  tjeneste som feltpræst i Libanon. Det er ikke en koncert. Det er ikke en gudstjeneste. Men det indeholder elementer af begge dele.

Påskefestgudstjenesten påskesøndag kl. 10.00 vil være med orgel- og trompetmusik for fuld udblæsning. Nu skal opstandelsen jo fejres. Og mandag aften afslutter vi påsken med en aftensgudstjeneste kl. 19.00 også med orgel- og trompetmusik.