Rejsegilde på nyt sognehus

posted 12 Mar 2011, 04:50 by Niels Jensen   [ updated 31 May 2011, 02:50 by Unknown user ]
Torsdag den 7. april 2011 kl. 13.00 var der rejsegilde på det nye sognehus i Slangerup. Omkring et halvt hunderede mennesker havde fundet vej til byggepladsen på Strandstræde 4 i Slangerup, og de kunne i det strålende forårssolskin høre taler af borgmester Ole Find Jensen fra Frederikssund Kommune, provst Inge Bastkær Rasmussen fra Frederikssund Provsti, arkitekt Christian Nemming fra KHS Arkitekter og Entreprenør NN fra B. Nygaard Sørensen, som bygger vort nye sognehus.

Bagefter nød de fremmødte det traditionelle rejsegilde måltid bestående af pølser og håndbajere serveret af Pers Party Service, mens snakken gik livligt i det halvfærdige sognehus. Du kan se flere billeder fra rejsegildet i vort Foto Galleri. Mange medlemmer af menigheden havde fundet vej til rejsegildet, bl.a. provst emeritus Knud Andersen og frue. Også de håndværkere, som arbejder hårdt på at bygge et hus, som udvendigt ligner det nu nedrevne Kingos Minde var til stede. Nogle af disse håndværkere har også været med til at opføre plejehjemmet på Jernbanevej i stedet for den brændte stationsbygning.