Hackere og crackere - hvem tjener Kristus?

posted 11 Apr 2011, 22:35 by Niels Jensen
I følge Computerworld.dk kan hackere og crackere sammenlignes med folk som bygger op og folk som bryder ned.

Computerworld.dk citerer en artikel af jesuit-præsten Antonio Spadaro i bladet "Civilta Cattolica". Antonio Spadaro skriver med henvisning til teknologiskribentens Eric S. Raymonds ord ("hackers build things, crackers break them"), at hackere ikke skal forveksles med crackere. Hackerens indgang til arbejdet er legende, fremmer kreativitet og deling og modsætter sig kontrol, privat ejendomsret og konkurrence, skriver Antonio Spadaro, som betragter hackernes arbejde som "en form for deltagelse i Guds skaberværk," hedder det.

Ifølge ham modsætter hackernes etik sig en kapitalistisk, profit-orienteret tilgang til arbejdet, men fremmer en fleksibel, kreativ tilgang, der "respekterer de menneskelige dimensioner og naturlige rytmer," skriver præsten.


For nylig var jeg til et foredrag af Kim Guldberg, som også leder af IT-sikkerhed inden for forsvaret, om IT-sikkerhed. Bortset fra Kim's officielle titel, så hørte vi ikke meget om IT i forsvaret, men Kim demonstrerede hvordan man som ansvarlig for IT-sikkerhed nødvendigvis må vide hvorledes hackere fungere, så man proaktivt kan beskytte egne IT-systemer. I den forbindelse anbefalede han kraftigt konferencerne Blackhat, som foregår i Las Vegas. Hacking er som de fleste ved, at finde sikkerhedshuller i adgangen til IT-systemer, men i sit foredrag demonstrerede Kim, hvorledes man kunne bruge et værktøj som Metasploit framework til at give IT-hjælp til sin mor.


Hvor vil jeg hen med denne IT-snak? Jo, der er mange måder at tjene Kristus på. I Chicago er der grupper af mekanikere, som køber ældre biler, sætter dem i stand og giver dem til enlige mødre, så de har mulighed for at komme rundt i denne storby med et begrænset offentligt transportsystem. Således kunne de af os, som har lidt EDB-færdigheder hjælpe ældre borgere med at komme igang med internettet, og den vidunderlige verden, der åbner sig gennem dette medium: kontakt til børnebørn, deling af billeder med gamle venner, og meget meget mere.