Tanker under en skovtur 2. pinsedag!

posted 13 Jun 2011, 11:32 by Niels Jensen   [ updated 17 Sep 2011, 23:32 ]
Det er mandag den 13. juni, 2. pinsedag, og Slangerup Kirke har inviteret til friluftsgudstjeneste i Svineforyngelsen. Solen skinder fra en klar blå himmel, og jeg har besluttet mig for at spadsere til Slagslunde Skov, hvori Svineforyngelsen ligger. Klokken er omkring halv ti, da jeg begiver mig afsted. Dannebrog vejer smukt fra flagstangen på Kirketorvet, og det
nye sognehus på Strandstræde er begyndt at ligne et rigtigt hus, omend nogle måske vil synes ikke et hus fra vor tid, men et hus fra en svunden tid, og desværre har det ikke fået røde sten, som kirkens to andre bygninger.

Efter lidt forsyning med drikkevarer til turen fra kiosken på Q8 tankstationen, som nok ikke ligger så langt fra hvor byens sydlige port i sin tid stod, kommer jeg til Brobækken. Eller hedder den mon nu det? Hvor kommer den mon fra denne lille å, som nogle mener for mange århundreder siden blev brugt til at slæbe fladbundede både eller pramme til byen fra Roskilde Fjord. På Googles kort kan man følge den tilbage til Ganløsevej i Lyngy, men der forsvinder den tilsyndeladende ned under jorden, og den modsatte vej mod Frederikssund kan man med lidt held følge den helt til Roskilde Fjord. Mod øst har bækken gennem årene fået mange meget lige strækninger. Det er knap så udbredt mod vest.


Omkring stedet for den nuværende bygrænse dukker DLG's siloer op. Bortset fra kirken, så er det nok områdets mest dominerende bygningsværk. Længere ude kommer man til Rappendamsvej på vestsiden af vejen. Begiver man sig omkring 500 meter ned ad denne vej er man ved Rappendammen, hvor der er et rigt dyreliv. På sommeraftener er her god mulighed for at se rovfulge styrtdykke mod deres bytte.

Langs vejen i hvad der er tilbage af tidligere tiders grøftekanter vokser stadig flere forskelle grøftekantsblomster. Her kan man finde blomster, som de gule på billedet her, men også mange andre. Man skal blot have øjnene en lille smule åbne. Når man er kommet forbi Rappendamsvej bliver farten givet fri. Nu er man på landet, og her på man køre 80 km i timen hele vejen til Slagslunde -selv om det nogle steder er en udfordring af holde den hastighed gennem Slagslunde Skov. Lidt længere ude ligger så Metalskolen. Mon det er socialdemokraternes betaling til byen for at man fik stoppet jernbanen, som skulle have transporteret gods fra Helsingør over Hillerød og Roskilde til midtsjælland og videre ud i Europa. Det vides ikke. Metalskolen siges at være egnens bedste spisested, men det har jeg stadig til gode at prøve. Skolen kendes let på moderne skulptur, som ligner en gnivtang.

Flere steder langs vejen møder man græssende heste. Første gang der hvor vejen fra Jørlunde løber ind i vejen fra Slangerup. Men også længere ude mod Slagslunde Skov er der græssende heste, som disse lige før skoven.


Friluftsgudstjenesten var bestemt til at starte klokken halv elleve, og netop som jeg nærmer mig Svineforyngelsen, så høre jeg de svage toner af præludiet fra organist Nicolai Kjølsens transportable orgel og Hugo Rasmussens bas, og som jeg træder ind i det af trækronerne smukt dækkede kirkerum i disse naturlige omgivelser, så træder kordegnen også ind på scenen og læser indgangsbønnen. Smukt er her denne 2. pinsedag. Faktisk er der mere lys end de foregående år. Et gammelt træ, hvis ene del var faldet mod vest for mange år siden, var nu faldet mod øst, og derved var der fremkommet en åbning i trærkronerne hvorigennem helligånden kunne lyse ned på os.

Hele tre præster: Caja Winterø fra Slangerup Kirke, Klaus Meisner også fra Slangerup Kirke og Peter Nejsum fra Jørlunde Kirke medvirkede ved dagens gudstjeneste, og de havde fordelt arbejdet godt i mellem sig. Caja læste dagens tekster, Klaus holdt prædiken, som handlede om hvordan sammenhold opstår og forsvinder, og Peter var liturg ved nadverbordet.

Det var fjerde år denne friluftsgudstjeneste blev gennemført i Svineforyngelsen, og som Hugo Rasmussen sagde under frokosten bagefter nu er det en tradition. Så skulle man tro, at traditioner blot er noget man blot gør. Men nej, ikke i det kirkelige system - i det mindste ikke i Helsingør Stift. Traditionen kan først gennemføres efter en skriftlig ansøgning hvert år fra de medvirkende præster og de to involverede menighedsråd. Den skal selvfølgelig sendes ad tjenstlig vej, og det betyder i det aktuelle sag via provsten for Frederikssund Provsti til biskoppen over Helsingør Stift. Og svaret kommer selvfølgelig tilbage også ad tjenstlig vej, dvs. fra biskoppen til provsten og videre til præsterne og menighedsrådene. Egentligt burde sagen nok også behandles på et menighedsrådsmøde, men det har vi i Slangerup valgt ikke at gøre. Og det er ikke den eneste tradition vi gennemfører blot ved en orientering af menighedsrådet. Udover tilladelsen fra biskoppen, så kræver brug af skoven selvfølgelig også tilladelse fra skoven ejer, som repræsenteres ved Skov- og Naturstyrlesen. Denne tilladelse er dog noget enklere at opnå.


Jeg kan ikke konkludere andet end, at Helsingør Stift har for mange administrative ressourcer, når man år efter år kan bruge arbejdstid i alle systemets led på at behandle de efterhånden mange ansøgninger om ledelse til friluftsgudstjenester på 2. pinsedag i Helsingør Stift. Eller måske har andre menighedsråd og præster valgt at glemme ansøgningen ud fra en betragtning om, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Jeg håber, at kirkeministeren har øre og øjne åbne for det rationaliseringspotentiale, som her findes. Bare regn hvad der medgår af tid hos præst, provst, provstisekretær, stiftadministration og biskop per ansøgning, og gang så med antallet er friluftsgudstjenester i det ganske land. Det bliver et anseligt antal timer. Det samme gælder i øvrigt procedurerne omkring afholdelse af lægmandsgudstjenester.

Efter gudstjenesten kunne de deltagere, som havde tid og lyst nyde en frokost i det grønne. Klaus Meisner havde sørge for baggels fra Baggelsbageriet, og kirketjener Anna Jensen havde i samarbejde med sig vikar Jørgen Sørensen sørget for kolde drikkevarer fra Slangerup Brugsforening.


Lidt før klokken et var korset, som selvfølgelig var placeret i det østlige hjørne af "kirkerummet", og alterbordet, som var lavet af gamle gulvplanker fra det nu nedrevne Kingos Minde, fjerne og skoven så ud som vi fandt den inden arrangementet startede. Bortset fra nogle knæggede kviste, og en hat, som jeg glemte derude. Det var tid at begive sig tilbage mod Slangerup.


Vejene ud af gamle byer i vor land har ofte navn efter den by, som de leder henimod. Således hedder vejen mod syd Slagslundevej fordi den går mod Slagslunde, vejen mod øst hedder Københavnsvej fordi den går mod København, og vejen mod nord heder Hillerødvej. Endelig har man også fået pladst til Lystrupvej, som selvfølgelig går mod Lystrup.
Dette system finder man mange steder. På vejen tilbage mod Slangerup betyder dette grænse mellem Frederikssund Kommune og Egedal Kommune ikke blot markeres af kommuneskiltene, men også af to vejskilte, idet vejen skifter navn på dette sted fra Slagslundevej til Guldbergvej.
 
        


      
Når man kommer tilbage til Slangerup møder man et T-kryds og en rundkørsel, som varsels af skilte til højre. 
På skiltet ser man, at vej mod vest fører til Frederikssund og Roskild, og den mod øst fører til Farum og København, mens den mod nord blot fører til byens centrum. Man skulle nødigt komme til at nævne rivalen fra ældre tid - vel?

Igen kommer man over Brobækken, og længere fremme ad Brobæksgade toner byens mere end 400 gamle stolthed - Slangerup Kirke
- frem. Hjemme igen. Fødderne skal hviles!
Comments