Andre kirker i Slangerup

Der er to gader i Slangerup midtby, der er væsentlig yngre end de øvrige. Det er Svaldergade og Klosterstræde. De er først anlagt i slutningen af 1500-tallet. De øvrige gader udgør et af de bedst bevarede middelalderlige danske gadenet. I Svaldergade er en del af husene oprindeligt bygget efter de gratis grundtegninger, som Christian 4. fik udarbejdet til købstæderne – de såkaldte ildebrandshuse. Der er stadig nogle velbevarede ildebrandshuse i Hillerød.

Under husene, haverne og asfalten i Svaldergade og Klosterstræde ligge mange meget store ruiner fra dels kirken, som Erik Ejegod lod bygge og dels fra Valdemar den Stores cisterciensernonnekloster på stedet. Både kirke og kloster er veldokumenteret af både arkæologer og historikere. Også Saxo omtaler bygningskomplekserne.

Kirken blev opført 1095-1104 i frådsten hentet i Hornsherred. Der var tale om en meget stor treskibet kirke med et stort tvillingetårn mod vest. Faktisk var der tale om det største stenbyggeri i Nordeuropa på daværende tidspunkt! – Kirkens længde var næsten 60 m og bredden ca. 13 m. Tårnenes højde kan have været 30 m. Kirken blev opført, hvor Svend Estridsens kongsgård lå.

Erik Ejegod havde patronatsretten for kirken, med andre ord, kirken var privat. Kirken var ikke tænkt at skulle fungere som sognekirke i Slangerup. Erik Ejegods idé med kirken var dobbelt. Dels skulle den manifestere Erik Ejegods magt og slægtens krav på den danske krone ud i al fremtid, dels skulle den dokumentere at Erik Ejegod og hans slægt stod bag den kæmpende Kristus. Erik Ejegod fik netop også af paven i opdrag at forsøge at organisere et korstog mod de vantro tyrkere, der med koranen i hånd havde besat Det Hellige Land og Jerusalem og nu truede Europa fra sydøst.

Der er mange paralleller ude i Europa til Erik Ejegods byggeri af klanens private Skt. Nikolaj Kirke i Slangerup. Derfor viser byggeriet i nok så høj grad Erik Ejegod som del af det, man kunne kalde magtens Europa. Skt. Nikolaj Kirke i Slangerup var med andre ord tiltænkt rollen som de danske kongers gravkirke. Byggeriet var uhørt kostbart, hvilket naturligvis også viser Eriks og slægtens næsten ufattelige rigdom.

Valdemar den Store havde arvet Skt. Nikolaj Kirken i Slangerup på et tidspunkt, hvor kirken er blevet overflødig for klanen, og altså nu var blevet en økonomisk belastning. Sandsynligvis på foranledning af biskop Absalon skænker han den i 1170 til Roskilde Stift med klausul om, at den skal overdrages til en af klosterordenerne. Det bliver Cistercienserordenen, der skal oprette og drive et kloster i Slangerup under navnet Vor Frue Kloster. Det bliver et nonnekloster, hvilket passer fint ind i Valdemars dynastipolitik – der er simpelthen et overskud af døtre i slægten, som helst ikke via ægteskaber skal indgå arverettighederne til slægtens besiddelser.

Det var kostbart, men også prestigefyldt at få anbragt døtrene i et kloster. Så slap kvinderne også for de livsfarlige børnefødsler, de opnåede social- og sundhedsmæssig sikkerhed og de fik en omfattende uddannelse. Cistercienserordenen blev især kendt indenfor udvikling af nye landbrugsmetoder. I løbet af det følgende århundrede udbygges klostret til et stort firefløjet anlæg med meget store godsbesiddelser.

For en købstad som Slangerup kunne det være en ren katastrofe at have et kloster placeret i byen. Klostrene havde nemlig samme frihandelsrettigheder, som købmændene i byen. Der er flere eksempler på, at danske byer er gået fallit på grund af et kloster, der udkonkurrerede købmændene – f.eks. Mariager og Maribo! – Helt så galt gik det ikke i Slangerup, men at klostret har været ødelæggende for byens udvikling i mange situationer, det er der næppe tvivl om.

Efter reformationen i 1536, hvor den danske kirke ændredes fra at have været romersk-katolsk siden Ansgars dage til nu at have en protestantisk kirkeordning baseret på Martin Luthers evangeliske kirkefornyelse, blev klostrene opløst efterhånden som munke og nonner enten forlod klostrene eller døde. I Slangerup slutter det i 1555. Godsbesiddelserne i Slangerup var ved Christian 3.’s mellemkomst delt mellem Københavns Slot, Københavns Universitet og Slangerup by. Bygningerne bliver på et tidspunkt efter 1562 – og over flere omgange – nedrevet. Mange af materialerne tilbagesælges til kongen, nu Frederik 2., der anvender det til Frederiksborg Slot i Hillerød.

Stig Colbjørn Nielsen, Turistchef i Slangerup